Dans: Kroppen og visionen

JYP 1. marts 2004, 6. sektion, side 14

En tømmerflåde, et blåt reb og citroner er vigtige remedier i danser og koreograf Kitt Johnsons forestilling "The Lemonkeepers", som to cirkusartister og en skuespiller medvirker i.

Af Simon Jeppesen

Tre mænd sætter sig med ryggen til publikum. Opgivende. Citronerne ligger spredt omkring dem.
»Det var en tung omgang. Der manglede lethed. Der manglede præcision.« Kitt Johnson er tydelig utilfreds. Igennem næsten tre måneder har hun seks timer om dagen ført sine tre mandlige medvirkende igennem prøver på sin forestilling "The Lemonkeepers".
Denne søndag har de for første gang forladt det intime øvelokale til fordel for det store scenerum, hvor forestillingen skal spilles. De tre på scenen reagerede forudsigeligt. De lukkede sig inde, spillede ikke ud og mistede deres timing. Gulvet er mindre glat end i øvelokalet, og friktionen brændte deres arme og deres knæ. De trænede og koreograferede bevægelser fungerede pludselig ikke, som de skulle.

En tung omgang

"The Lemonkeepers" er Kitt Johnsons seneste forestilling. Rammen er en tømmerflåde. Tre mand, en dansker, en svensker og en israeler, er fanget, flåden er fyldt med citroner. Hvor lang tid har de været der? Vi ved det ikke. Slipper de nogen sinde fri? Vi ved det ikke. Vi ser dem med ryggen til, de rejser sig, fordriver tiden, så sker der noget nyt:
Et blåt reb kommer til syne!

Spiralbevægelse

Kitt Johnson er danser og koreograf. De tre medvirkende har forskellige forudsætninger: To er har deres baggrund i nycirkus, én har fortrinsvis arbejdet med teater.
»Jeg ville lave et kammerspil, dvs. et lille afgrænset rum, hvor man sætter personer ind, som ikke kan kommer derfra,« siger Kitt Johnson. »Det er et gennemgående tema for mig, at jeg standser noget i tiden og undersøger, hvad der sker lige her og nu. Man ved ikke, hvad der ligger før, man ved ikke, hvad der kommer efter.« »Vi ved ikke, hvor længe de har været på tømmerflåden. Vi ved ikke, om de nogensinde kommer derfra. Udviklingen i forestillingen er en spiralbevægelse, hvor de samme ting foregår igen og igen med små variationer.« »Udfordringen er så at arbejde med kedsommeligheden, uden at det bliver kedsommeligt for tilskueren. Tømmerflåden har også et element af humor: Tre mand på en tømmerflåde, en svensker en dansker og en jøde, og alle de der citroner og en blå snor.«

Kontakt med publikum

Det er ikke det mest oplagte valg for Kitt Johnson at arbejde sammen med cirkusartister. De viser normalt deres hårdt tilkæmpede færdigheder i manegen og høster bifald. Hverken færdighederne eller bifaldet interesserer Kitt Johnson:
»Jeg har en indre vision for, hvad jeg vil have frem, og lader den forme bevægelsen. Bevægelsen i sig selv interesserer mig ikke. Bevægelsen som redskab for en indre dynamik er interessant. Det er en klar linje i de ting, jeg laver. At kroppen reduceres til et redskab for det mentale.«
Hvad mener du med reduceres?
»Så længe kroppen er ung, vil den så meget selv. Jo ældre man bliver, og jo mere man arbejder på det, desto mere kan man reducere den i den forstand, at den bliver et redskab og ikke andet end det.« »Den behøver ikke at vise sig frem. Så sker det nogle gange, at skader og sygdomme er enormt gode læremestre.«

Sygdom gav styrke

»Jeg lavede engang en solo, der hed "Epi Pha Nic". Jeg var meget syg med leverbetændelse og havde en deadline. Jeg besluttede at lave den, selv om jeg stadig var meget træt og meget tynd og ikke var erklæret rask.« »Men min sygdom gav mig nye mentale ressourcer. Jeg havde kun det problem, at da jeg skulle spille den igen et år efter og ikke var syg mere, var det meget vanskeligt at få fat i den. For det at være syg gav en helt speciel sindslig og fysisk tilstand. Det var vanskeligt at gå ind at genskabe den tilstand.«
Mange optrædende får deres store tilfredsstillelse, deres belønning, når de efter forestillingen går frem og bukker for publikum og modtager dets hyldest. Er det også sådan med dig?
»Det er rædselsfuldt. Det er vigtigt at gå ud og tage sin applaus, for det er der, man giver mennesket tilbage til publikum.« »Det er rædselsfuldt, fordi det er der, man er pillet af. På scenen er man fuldstændig beskyttet, du er et andet sted henne. Det er du ikke i applausen.«

Et andet liv

Hvornår bliver du så selv tilfreds? Hvor ligger din tilfredsstillelse?
»Da jeg var syv år, blev jeg sendt i skole. Jeg ville ikke i skole. Da jeg var ni år, tænkte jeg: Det går nok, for det er bare indtil 10. klasse, så er det slut. Da jeg var omkring 10 år, gik det op for mig, at gu' er det ej slut. Det fortsætter!« »Stå op om morgenen, gå et sted hen hver eneste dag, komme hjem igen, have fri, have ferie. Jeg lovede mig selv, at sådan et liv ville jeg simpelt hen ikke have. Og sådan et liv har jeg ikke fået. Måske er det det, der er min største tilfredsstillelse. Det er nok det tætteste, jeg kan komme på et svar.«
"The Lemonkeepers" er blevet til gennem improvisationer. Kitt Johnsom har bedt sine tre medvirkende om at improvisere over temaer eller situationer og har så med hård hånd plukket ud, hvad hun kan lide. Det største problem har været, at hun har skullet finde en vej sammen med mennesker, der er vant til at arbejde på en anden måde. Som cirkusartist arbejder man med en direkte publikumskontakt, som man ofte ikke har som danser.
»Visionen er at få den lethed og poesi, som drengene har fra nycirkus, at få essensen af det bragt ind I mit univers. Det er som at tage ild og vand og føre dem sammen. Det er enormt spændende. Hvordan kan jeg bruge dem?« »Jeg er nødt til at anstrenge mig og til at flytte mig. Den der på Herrens mark-følelse, at fare vild og finde noget nyt har været meget interessant.«
Det må da være lettere at få folk som dig selv til at forløse din vision?
»Jeg har brug for at blive udfordret og skubbet til. Jeg er fascineret af de tre. De kan noget, som er unikt, som jeg gerne vil gå i clinch med.«
De tre medvirkende går tilbage på scenen, sætter sig med ryggen til publikum, citronerne ligger spredt omkring dem. Forestillingen kan gå i gang.