Drengen der ville vÆre klovn

Jyllands-Posten 6. juli 2003, brunch, side 6

Lars Nielsens første møde med cirkus var i 1969, da Arena kom til Lyngby. Han var syv år og ikke til at jage væk fra teltpladsen. Der var noget ved cirkus, som drog ham, noget, han ikke kunne modstå. Og cirkus fik øje på Lars genkendte ham. Han havde noget. Et uhæmmet gå på-mod, en frækhed og en sult efter at høre til.

Langt de fleste nøjes med at drømme for senere at blive tandlæger, revisorer,
bistandsklienter eller fotografer. Lars Nielsen drømte om cirkus, og modsat os andre tog han springet.

Af Simon Jeppesen

En tidlig morgen i sommeren 1969 kom cirkus Arena til Lyngby. Fire teltarbejdere rejste et telt med plads til godt 300 mennesker på lange bænke. Områdets børn strømmede til for at beundre de eksotiske mennesker, der snakkede så sært, for at se og lugte dyrene.
Lars Nielsen var en af dem. En dreng på syv år, som ikke var til at jage væk. Der var noget ved cirkus, som drog ham, noget, han ikke kunne modstå. Og cirkus fik øje på Lars - genkendte ham.
Han havde noget. Et uhæmmet gå på-mod, en frækhed og en sult efter at høre til. Som en hundehvalp.
Cirkusdirektør Arne Berdino gav ham lov til at rende på pladsen, sendte ham i byen efter cigarer, trak ham til side, da en af teltarbejderne kaldte ham Dumme Lars, fordi han løb i vejen, trøstede ham og sagde: »Så længe andre tror, du er dum, er du godt stillet.«

Billedet i levende live

En tidlig eftermiddag i sommeren 2003; Cirkus Arena er i byen. De 40 teltarbejdere har rejst det store telt med plads til 1729 tilskuere på nummererede pladser. I forteltet er boderne bemandet med rumænske artister fra springbræt-truppen og fra luftnummeret. Den fede duft af brun sæbe bliver langsomt fortrængt af lugten af popcorn, candy-floss, pølser, og nedenunder ganske svagt - en ram lugt af dyr.
Han har kaldt på os. Fra lygtepæle langs indfaldsvejene, fra plakater i forretningernes vinduer har den malede Arena-klovn med blå hat og butterfly med gule stjerner og sin lille prik på hagen grinende fortalt os, at det er på cirkuspladsen, vi skal mødes. Det er godt 35 år siden, at en af Arenas artister, Ballonklovnen Gaston, malede plakaten til Arne og da Arne døde i 1976 gik også den i arv til hans
søn, Benny Berdino.
Og der står han klovnen fra det malede billede i levende live! Inde bag næsen er en ikke længere helt lille Lars Nielsen som i mellemtiden er blevet til Lars Larna på 42. Han løb væk med cirkus.
Eller måske var det cirkus, der løb væk med ham.

Den magiske ring

Lars Larnas lille campingvogn står i den yderste cirkel af beboelsesvognene, som udgør grænsen mellem cirkus og os udenfor - de private, som vi almindelige danskere hedder i cirkussprog.
Som barn brugte han alle sine ferier i Arena. Efter 9. klasse kunne skolen ikke holde på ham længere, og han begyndte som teltarbejder. Ikke engang hæren kunne pille cirkus ud af drengen. Da Arenas reklamemand døde, fik Lars sig forflyttet til en kasserne, hvor han kunne klistre tavler, dvs. sætte Arenaklovnen på træplader, som han satte op på lygtepæle om natten.
På spørgsmålet om, hvorfor han ikke bare sagde, at det ikke kunne være hans ansvar, når han nu var soldat, svarer Lars alvorligt: »Det kunne man ikke. Der skulle jo folk i cirkus.«
I 1982 døde klovnen Gaston, som havde malet Arena-plakaten. Lars overtog hans nummer efter at have fået tillladelse fra Gastons efterladte kone og trådte i 1983 ind i den inderste cirkel, den magiske ring, manegen.

»Jeg tog bare hjem«

I 1984 mødte Lars en kvinde og blev privat. Kone, parcelhus, et barn kom der til, tobaksarbejder hos Skandinavisk Tobakskompagni.
»Det var et helvede,« husker Lars.
I 1988 blev han skilt, vendte tilbage til Arena: »Jeg tog bare hjem,« fortæller han og smiler.
Cirkus tog ham tilbage, som om han aldrig havde været væk.
Lars havde siden flere udbrudsforsøg. En tid på Bakken, hvor han mødte sin nuværende kone, Henriette, en tid med omrejsende tivoli, en tid med et andet mindre cirkus, men hver gang endte det på den samme måde.
Nu er han her hele året. Henriette er indforstået, det var en af betingelserne for, at de kunne være sammen. Hun bor i deres fælles lejlighed i Lundtofte uden for København, hvor hun har ham hjemme et par måneder om året, eller hun følger ham i campingvognen, når hun kan.
Når Lars er andre steder, er det, fordi han bliver sendt ud. Arena står for underholdningen i BonBon-Land, og dér er Lars klovnen Peter Drillepind. To måneder om året er han sprechtallmeister i Arenas norske udløber, Cirkus Skratt. Og så er han julemand på et af Arenas fem julemandshold.

Cirkus gav lov

Sidste år blev Benny for syg til at stå i manegen i tre dage. Lars sprang til og præsenterede numrene.
Lars har sin plads, og den er, hvor der er brug for ham.
Til gengæld har cirkus aldrig skuffet ham: »Aldrig. De tog mig en lille, privat dreng ind. De gav mig lov. De har lært mig alt.
De har lært mig ansvar og disciplin, og jeg håber, at de skal bære mig herfra. Her passer vi på hinanden. Livet udenfor har skuffet mig mere. I cirkus kan man bare sige: »Videre, vi skal have det til at fungere!«.«
Hvorfor sagde han ikke det samme udenfor? Lars svarer efter en tænkepause: »Jeg ville nok ikke have det til at fungere. Det er jo her jeg hører til.«

Livsnyder, gøgler og modig

Benny Berdino er godt klar over, hvad han og hans cirkus betyder for Lars: »Min far sagde altid, at jeg skulle holde fast i gøgler-rødderne. Lars er en livsnyder, en gøgler, og han har modet til at leve det ud. Skolen kunne han ikke passe, men han passer her. Han er god, og han kan blive meget bedre. Men han skal høre efter. Han skal stadig holdes i snor.«
Lars finder sin sminke frem og begynder at gøre sig klar.
»Det er noget skidegodt, spansk sminke,« fortæller han. Han så en af de spanske klovne, Sitto, bruge den. Den krakelerer ikke, den sidder bare, og der kommer ikke læbestiftmærker på glas og cigaretter.
»Så stod vi der, to halvfede, gamle stoddere, og snakkede sminke.« Lars griner, mens han smører latinobrun på huden og forklarer: »Sminken er nødvendig. Hvis man kommer ind i lyset og er sig selv, så forsvinder man jo.«
Cirkus er i byen. Klovnen står klar og tager imod, børnene kigger benovet op på ham, plager deres forældre om is og candyfloss, forlader glade og mætte af indtryk teltet nogle timer senere. Nogle af dem kommer igen. Og igen. En enkelt vil ikke være til at jage væk.