JYP 7. august 2004, 8. sektion, side 9

Man ser ham straks – Patrick – med ansigtet gennemlynet af sølvglimtende piercinger, som reflekterer den skarpe eftermiddagssol, med krydset skåret i panden og med de friske skinpeeling – ar på næsen og ned langs kindbenene. Ar, der rammer ansigtet ind. Men der et andet ansigt inde bag ved arrene og de glimtende ringe. Et ansigt, som er svært at få øje på.

Af Simon Jeppesen

»Det må da gøre ondt,« tænkte jeg. Men det gjorde det ikke. Det var ikke smerte, Patrick Eriksen følte, da skalpelen brød igennem hans bløde hud, og blodet begyndte at pible frem. Det var glæde. Et lille barns glæde over en julegave. En glæde over, at det, der var ved at ske, var noget, han ønskede, havde drømt om, måske havde drømt om hele sit liv uden at vide det. Skalpellen skar et sår, og efter såret kommer der et ar. Arret vil have form som et kors, og det vil være et af syv, som skal sidde på Patricks krop. Arskæring er en gammel teknik. Stammefolk i de varme lande har i tusinder af år skåret ar i hinanden til pynt. Teknikken er kommet til Danmark som en af de nyeste muligheder for at smykke sin krop.

I stolen

Det første ar sad allerede på brystet af Patrick. Der manglede seks. Denne dag skulle der laves fire – to på armene, to på benene. Syv korsformede ar. For de syv dødssynder.
Omgivelserne var hospitalsagtige. Sterile, desinficerede metalflader, hårdt hvidt lys, kirurgiske instrumenter, som blev pakket ud af deres sterile indpakninger. Sterile engangshandsker. Ansigtsmaske. Bag ansigtsmasken var arskæreren: Muffe Wulnuz. Tatoveret på armene og i ansigtet, tatoveret pigtråd snor sig på hans pande, bag pandehuden er implanteret silikone, der får huden til at stå frem. Som horn.
Patrick sad i stolen. Korset på det spinkle bryst lyste op, hans mange piercinger skinnede i det skarpe hvide lys.
»Vi kan vist godt finde de store servietter frem,« sagde Muffe. Det skulle vise sig, at der blev god brug for dem.

Til København

Patrick voksede op i Kalundborg. Han er 33 år gammel. For halvandet år siden tog han
toget:
»Der skete meget i den marts måned, da jeg satte mine ben i København for første gang for at blive piercet,« fortæller han alvorligt, mens personalet på cafeen, hvor vi sidder, skæver uroligt til ham, og fortsætter: »Jeg ser det meste af mit liv, som om jeg har levet i en dvaletilstand, hvor jeg ikke har foretaget mig noget særligt«.
Den dvale er slut. Patrick tog til København for at få lavet en ring i næsen. Han kom igen. Og igen. Langsomt tog det projekt form, som han er i gang med i dag. Med piercinger, tatoveringer, ar, skinpeelinger. Ved skinpeeling skæres der ned i huden, hvorefter det øverste hudlag skrælles af. Der kommer en ny lysere stribe hud, som ved et ar, men mindre fremtrædende.
Patrick er ved at skabe sig selv i et helt nyt billede.
Reaktionerne i hans omgangskreds var voldsomme. Patrick var den stille, indelukkede type, og de ændringer, der skete med ham var tydelige – og skræmmende. Ingen havde ventet, at han ville gøre noget ud af at blive piercet. Alle troede, at det bare var den sædvanlige snak om ting, som han alligevel ikke førte ud i livet. En af hans meget nære venners kæreste skældte ham ud, efter at han havde fået de første piercinger - han skulle ikke tage ind til København og tro, han var noget, at han var bedre end andre. Vennen selv fortalte, at han skammede sig over at følges med Patrick. Det venskab sluttede.
»Den kammerat havde jeg kendt i 12 år. Det venskab gik i stykker, efter at hans kæreste ikke ville se mig inden for deres døre mere. Vi talte ikke sammen i nogle måneder, jeg tog ikke telefonen, når han ringede. Så gjorde vi et forsøg på at tale sammen i midten af oktober, og han havde en del nedsættende bemærkninger om de ting, jeg foretog mig. Jeg sluttede det selv. Der var ingen grund til at fortsætte. Det var et venskab, der gik tabt, og jeg er kommet mig over det. Jeg havde to lårpiercinger på det tidspunkt. Den ene blev stødt fra. Det gik mig mere på, at jeg mistede den piercing. Hvis folk ikke vil acceptere mig, som jeg er, kan de ikke være mine venner.«

Smerte

Der blev brug for mange af de store servietter. Muffe skar lange snit i Patricks hud, indimellem sprøjtede han med et desinficerende og lokalbedøvende middel.
Alligevel nåede smerten Patrick. Jeg kunne ikke se det på hans ansigt, men hans vejrtrækning blev hurtigere, åndedragene kom i små, korte stød, hænderne knyttedes.
Hvor er dine grænser?
»Der er nogle intimpiercinger, hvor jeg holder mig lidt tilbage. Jeg samler mod til at få dem lavet. For eksempel ved en Dido – en stav I hovedet på penis. Jeg vil have to til. Jeg har oplevet smerten én gang. Den var meget intens.«
Var det et sus?
»Ja, det var det. Jeg har bare ikke lyst til at genopleve den smerte lige for tiden. Det kommer på et tidspunkt. Men jeg kommer til at gennemleve det igen. De er en del af mit samlede piercingprojekt.«

Indelukket

Patrick er aldrig rigtig blevet bemærket. I teenageårene var han ikke med til festerne, han holdt sig for sig selv, var angst for andre mennesker:
»Jeg har altid følt mig anderledes. Jeg har altid været bange for at være anderledes. Men jeg har aldrig kunnet acceptere mig selv, som jeg er. Da jeg begyndte med piercinger sagde jeg: O.k., jeg er ikke bange for at være anderledes. Alle kan se, jeg er anderledes.«
Patrick er ikke kun blevet et andet menneske på overfladen. Han er blevet mere åben,og i modsætning til før, fortæller han om sig selv til sin familie.
Han holder sig ikke længere tilbage: »Jeg synes først, at jeg som 31-årig begyndte at leve på fuld styrke. Det er, når jeg er i København, at jeg lever fuldt ud. Selvfølgelig – når jeg er tilbage i Kalundborg, er jeg den stille fyr. Men tiden I Kalundborg er ventetid – ventetid på at komme til København igen, så der sker noget.«
Når du ser sådan ud, er du altid på – lige meget hvor du går.
»Når man har været så indelukket og stille det meste af sit liv, synes man, at det er fedt at være på. Jeg kan godt være lidt bitter over at have spildt så mange år på ingenting.
At det er i så sen en alder, at jeg kommer i gang.«
Peelingerne i dit ansigt rammer dit ansigt ind. Som en maske. Er det tilfældigt?
»Det er din opfattelse. Jeg ser det på en anden måde. Jeg forsøger ikke at skjule mig. Jeg viser mig frem«

Hvorfor?

Færdigt arbejde! De fire korsformede sår blødte ikke længere, der var lagt fine, hvide forbindinger på. Muffe gav instruktioner:
»Husk nu, at de skal have meget sol.« Sol er godt for ar. Den nye hud er lys og sårbar. Hvis den får meget sol, vil der dannes mere arvæv, og arret vil stå tydeligere frem.
Hvis du for fem år siden havde kunne se dig selv nu, hvad havde du så tænkt?
»Jeg havde aldrig forestillet mig, at det kunne ske for mig. Jeg havde altid syntes om ideen med at få en lille øjenbrynspiercing, men ikke rigtig turdet gøre det.«
Patrick har et indre billede af, hvordan han vil se ud. Han ved, at der skal være 80 piercinger i alt. Han har fået de 45. 24 af dem er i ansigt, hals og hoved – synlige for alle. Han har ideer til flere ar, peelinger, tatoveringer.
Hvorfor?
Der findes andre, mindre radikale måder at kompensere for overdrevet indelukkethed på? »Der er en dybere mening med de ting, jeg får lavet. Det er meget personligt. Hvis jeg fortalte dig det, ville du skrive det ned og trykke det.«
Jeg nikker.
Patrick ser på mig:
»Jeg har det sådan, at når vi sidder og snakker sammen, så kunne det være sjovt at fortælle. Der er en side af mig, der gerne vil ud med det hele. Men det er ikke alt, man skal fortælle.«