JYP 20. februar 2004, 8. sektion, side 10
Det er synd for Olga. Hun har givet op. Heldigvis for hende er hun en figur i et af
Jytte Abildstrøms stykker. Jytte lader aldrig sine figurer i stikken.
Af Simon Jeppesen
Jytte Abildstrøm møder op til interviewet sminket som til ballade. Øjnene bøjet i
sort, rødt om det sorte, håret er rødt, munden er rødere end rød, amorbuerne er
malet næsten op til næseborene. Hun bærer dog en fornuftig bluse og fornuftige
bukser.
Fodformede sko.
Der er selvfølgelig en fornuftig forklaring på voldsomheden. Sminkningen tilhører
Olga. Som er en af hovedpersonerne i stykket "Søvnløse nætter i Metrovgrad," og det
er Jytte, som er inde i Olga. Jeg møder hende på kontoret på hendes teater,
Riddersalen. Kontoret deler hun med det administrative personale, og Jytte
Abildstrøms skrivebord er klart det mindste: »Jeg har jo ikke de der maskiner,« forklarer hun. Til gengæld har hun bøger. Mange
bøger, som fylder både bordet og reolen på væggen.
Hun kommer lige fra eftermiddagens prøver. Der er to timer, til aftenprøverne
begynder.
Jytte Abildstrøm kan være svær at interviewe. Hun snakker gerne, og hun snakker
gerne meget om alt det, der ikke er synligt i forestillingen. Allerede på
spørgsmålet om stykkets handling går det galt: »Det villle være synd, om vi røbede den lille, spinkle handling,« svarer Jytte,
afbryder sig selv med et kæmpe grin og fortsætter med at snakke om, hvad der optager
hende:»Jeg har altid hyldet det livsbekræftende teater. Det, som fremmer forståelse mellem
mennesker, større medmenneskelighed og respekt for mangfoldigheden.«
Stykket er inspireret af en bog, "Oblomov", skrevet i 1959 af den russiske forfatter
Gunzarov. Den handler om en velhavende mand, der lægger sig i sin seng og ikke vil
stå op til virkeligheden. Måske en slags russisk Brian Wilson, sangskriveren fra
Beach Boys, som dengang i 1960'erne gik deprimeret i seng for først at stå op engang
i 1980'erne. Fyrst Felix
Dario Campeotto kommer ind, råber »lorteteater«, falder på knæ foran Jytte og
spørger, om hun vil gifte sig med ham. Jeg forstår, at han i stykket, som foregår i
1930'ernes Rusland, spiller fyrst Felix. Fyrst Felix har vist noget kørende med
hende der Olga.
Dario og Jytte faldt for hinanden på Vin og Ølgod i 1995. Dario ejede stedet, og
Jytte spillede der fem aftener. Der var »uskrevne vibrationer« imellem dem: »Vi må
have et platonisk kærlighedsforhold« tænkte Dario, og sådan blev det.
De besluttede for et par år siden at lave noget sammen. "Sommer i Tyrol" kunne de
ikke få, »så skriver vi da bare noget selv«, sagde Jytte. Det blev lagt i hænderne
på en af Jyttes husskribenter, Thomas Winkler, og blev til "Søvnløse nætter i
Metrovgrad".
»Det, som sker i forestillingen, er det, som jeg har ligget i 40 år og bidt i
dynerne over,« fortæller Jytte. Dario har et nærmere bud på, hvad stykket handler
om: »Vi fortæller historien om 40-års uforløst kærlighed. Vi kender det begge to - at
man elsker uden modet til at sige det. Vi samler vores ulykkelige kærligheder og
viser, at vi alle får hinanden i enden.«
Instruktøren Mikael Fock stikker hovedet ind. Han har lige ti minutter, inden koret
på 12 medlemmer kommer. Han kan fortælle om, hvordan det er at skulle instruere
blandt andre Jytte Abildstrøm, Dario Campeotto og en operasanger på samme scene,
hvordan det er at skulle instruere på et teater, hvor alle har stærke meninger om,
hvordan stykket skal se ud:
»Man må argumentere, til det bløder ud af ørene. Kan man ikke det, kommer man ikke
igennem. Mine ideer bliver konstant udfordret. Som instruktør må jeg aflæse
hjerterne hos dem på scenen for at kunne gøre deres store forskeligheder til et
plus. Det er et seismografisk arbejde, som kræver stor tålmodighed,« siger Mikael
Fock.
Musikhøjskolens 12-mands kammerkor ankommer, og Jytte genner instruktøren ned i
salen til dem. Omklædning Dario sætter sig i omklædningsrummet og begynder
sminkningen. Han har svært ved at få øje på sig selv i spejlet. Det er overhængt med
flag og serpentinere, »Tillykke Dario« står der med rødt tværs hen over den blanke
flade. Den anden februar fyldte han 65 år, og han har ikke nænnet at fjerne sporene. Omklædning
Jyttes omklædningsrum er et intimt kaos af effekter fra et langt livs optræden.
Masker hænger i hjørnerne, de er vendt ned mod rummets centrum: sminkebordet med det store trefløjede spejl. Spejlet var hendes mors og stod i Jyttes forældres
soveværelse. Jytte har spejlet sig i det, lige så længe hun kan huske, og det samme
har hendes mor: »Hun stod op og havde sine små ritualer foran det. Det var hendes
meditation.«
Sminken fra eftermiddagens prøver friskes op, Jyttes røde hår forsvinder under en
sort paryk, en lang sort fletning lægger sig kælent ned langs hendes bryst. Olga
kommer langsomt til syne, selvfølgelig i en overdådig perlebehængt kjole.
Jeg spørger endnu en gang til, hvad stykket handler om. Jytte Abildstrøm - eller
måske er det Olga - svarer alvorligt: »Det handler om konflikten mellem det gode og
det onde. Vi vil gerne vise, at det gode vinder gennem tilgivelse. Så enkelt er
det.« |
