Heste i tÅgen - forÅr pÅ vej

JYP 31. marts 2004, 8. sektion, side 12

Kapervognene i Dyrehaven er et af de sikre tegn på, at foråret står for døren. I går blev 42 vogne godkendt til kørsel.

 

Af Simon Jeppesen

Tungt trampende ud af tågen kommer de – disse prustende og skidende forårsbebudere. Har man en gang siddet i en hestevogn i Dyrehaven og flettet fingre med sin udkårne bag to lystigt fjertende gangere, glemmer man det aldrig.
Og nu er det tid. Når Bakken åbner i morgen, begynder hestevognene at køre. Men først skal de være klar. En efter en triller de 42 kapervogne frem for skovfoged Jens Peter Fischer. Han skal, sammen med sin smed, se vognene efter og godkende dem.
De får hver et lille klistermærke som bevis på, at de, ifølge gammel kongelig bevilling, har ret til at køre i Dyrehaven.

Skudt af hest

En af kaperkuskene er Mugge. Han kører bag Jane, en 11-årig belgisk cop, og med i den 60 år gamle vogn er hans vognmand, Jan Hansen.
Jan handler med foderstoffer. Han har også haft en rideskole. Det har han ikke mere, men han har beholdt tre heste med vogne som hobby. Om sommeren kører Jane og hendes to kolleger børn og gamle rundt i den grønne skov, om vinteren er de tre udlånt til en rideskole.
Det er koldt, og tågen ligger tæt. Derfor er der ikke så mange kuske, som der plejer at være på denne dag – til stor skuffelse for fotograferne fra de forskellige aviser.
»Vi kan ikke lokke kuskene ud. Det er for koldt,« sukker Jan. Så han må selv, sammen med Mugge og Jane, køre vognene frem en efter en.
Mugge på 66 år har været kusk i seks år. Han har redet i 40 år og rider stadig. Nogle gange på film. Det var ham, der blev skudt på hesteryg i børnefilmen ”Ørnens øje” fra 1997.
Mange af vognene er gamle. F.eks. den, som hesten Kurt trækker for Tim. En 125 år gammel herskabsvogn fra Fyn. Men der er også nye vogne imellem bygget i Polen. Det bliver kommenteret af den lille flok tilskuere, en del af dem forhenværende kuske, som er mødt op for at kigge og hilse på.
Fra i morgen er Jane og Mugge til leje. En tur til Bakken koster 60-70 kr. Vil du flette fingre med dette års udkårne og køres lidt afsides i håb om at varme kolde fingre på varme balder, koster det 100 kr. pr. kvarter – 400 kr. i timen.