Jyllands-Posten 20. februar 2004, 8. sektion, side 6

Der er motorcykelmesse i Øksnehallen. Drømmere strømmer til. Drømmen er til salg.

Af Simon Jeppesen

Den berusende lugt af læder og opløsningsmidler, den lave sol fanges af de blanke metaldele og planter stumper af drømme i ubeskyttede øjne. Motorcykelmesse. Før messen åbner, står drenge i kø for at komme ind. Da snoren fjernes, løber de hver og én hen til deres kære. Nicklas på fire år standser foran en KTM en rap, lille, skrigorange halvtreds kubikker. Han spørger, om den er luftkølet. Det er den. Sådan en har han nemlig selv, helt magen til. Han kører på den hjemme i haven på Amager og
i Amager Motorklub. En anden dreng, Erik Andersen på 73, er standset foran et Harley-slagskib med masser af små røde, gule og blå lamper på - den er lige til at hænge på juletræet. Han begyndte at køre på motorcykel, da han var 16 år, fik
kørekort, da han var 18. Han havde en stribe forskellige motorcykler, solgte sin Nimbus i 1960 og holdt en pause på 36 år. I 1996 købte han en 250 kubik Virago: »Ikke Viagra, Virago,« formaner han og holder øje med, at jeg staver det rigtigt.

Viragoen er en chopper, en Harley-kopi.

»Dem på de rigtige Harley'er vil ikke hilse på mig, når jeg kører,« beklager han sig. Det har sælgeren af den fine maskine svært ved at tro, men Erik holder på sit: “De hilser ikke”.
Der er også piger på udstillingen. De følger med mænd og går lidt bag ved dem. En undtagelse er Charlotte Vyff på 27 år. Hun er forelsket. Fuldstændig, aldeles totalt forelsket. Den udkårne hedder Aprilia, en lækker, blankpudset italiener på 1000 kubik. Til 159.998 kr.
»Det er frihed. Også for mig. Vinden i ansigtet, i håret. Når man står og siger det, er det jo alle klicheerne.« Charlotte griner, er måske bange for at lyde som en reklame. Så fortsætter hun:
»Bare ud at køre. Så er det ikke så vigtigt, hvor jeg kører hen.« Sælgeren af drømmen, René Pedersen, har let spil: »Det er kvalitet for alle pengene. Det er noget, der rykker,« fortæller han og har ikke spor imod, at Charlotte sætter sig op. Hun ser ud til at befinde sig rigtig godt overskrævs på dyret. »Når man først har siddet forrest på en motorcykel, er man ikke meget for at side bagpå igen,« betror hun mig.