Jyllands-Posten 17. juli 2005, 2. sektion, side 4

Igor Kurtjatov stod i spidsen for Sovjetunionens første atomprogram. Derfor var det naturligt nok, at han fik en gade i Pripjat opkaldt efter sig, da byen blev bygget til at rumme de mange arbejdere fra den enorme arbejdsplads i byens udkant. En af Pripjats stoltheder – en 16-etagers boligblok – kom til at ligge i Kurtjatovgaden. Den har et stort skilt på taget med teksten: "Med hjælp fra Sovjetunionen". Skiltet lyste engang i neon med strøm fra det nærliggende kraftværk. Fra bygningens tag er der en fremragende udsigt over den døde by. Og til værket, Tjernobyl, der fødte byen. Og som lagde den øde.

Af Simon Jeppesen

Lugten er tung og varm her sidst på eftermiddagen på torvet i centrum af Pripjat by. Det eneste synlige liv er tusinder af små fluer, der sætter sig på armene, hænderne og i ansigtet. Vi hører lyden af fugle, af vind – og af geigertælleren. Med små ivrige bib fortæller den, at strålingen på Pripjats centrale plads er på 0.140 millirøntgen i timen. Nærmere bygningerne stiger strålingen til 0,2 millirøntgen. Ikke noget at være bekymret over. Bare man ikke skal bo her. Engang var her et myldrende liv af de 20.000 indbyggere på vej mellem bolig, arbejde og indkøb. Pripjat var en god by, en ny by bygget til de mange arbejdere fra kraftværket ogderes familier. Byen var velforsynet med varer, og lønningerne var høje. Her boede og arbejdede den sovjetiske borger til gavn for hele det sovjetiske folk. Reaktorét, to, tre og fire sendte millioner af watt ud på nettet, reaktor fem og seks varunder konstruktion. Når de stod færdige, ville de gøre Tjernobyl-værket til verdensstørste kraftværk. Dét var noget at være stolt af! Det var dengang.

Nu skal vi først gennem en check-point, hvor årvågne vagter studerer vores papirer. Det giver os adgang til den yderste zone på godt 30 km i diameter omkring Tjernobyl. Derefter skal vi forbi endnu en bom og flere soldater for at komme ind i den inderste og mest forurenede zone tæt på værket for at komme ind i Pripjat. Den 26. april kl. 01.23 1986 begyndte Tjernobyls reaktor fire at sende enorme mængder af radioaktive stoffer op gennem taget. Den 27. april blev Pripjat evakueret i god ro og orden. De 20.000 beboere fik fortalt, at de blot skulle være kortvarigt væk – de blev bedt om at tage tøj og mad med til tre dage. Billeder, møbler, legetøj ligger stadig tilbage. En bamse sidder alt for fotogent lænet op ad ruinerne af en børnehave - en af de mange fotografer, som vores guide har ført rundt før os, har måske placeret den med stor omhu.
De busser, der kørte folk væk, endte deres dage på en mark få kilometer væk. De var for radioaktive tilvidere brug. Der står de sammen med de helikoptere, hvorfra soldater netop hjemvendtfra Afghanistan indåndede radioaktiv røg og små partikler af plutonium, mens de smed sandsække ned gennem hullet i taget på reaktor fire for at kvæle ilden. Helikopterne står sammen med de brandbiler, som bragte brandfolk frem til branden - og de ambulancer, der kørte dem væk med svære stråleskader. Var bilerne for radioaktive, var deres motorer det forhåbentlig ikke. Driftige folk har åbnet samtlige motorhjelme og taget, hvad de kunne bruge.
Overalt i den afspærrede zone omkringatomkraftværket bliver man mindet om, at alt det grønne gemmer på hemmeligheder. Et gult skilt med den røde trekløver, der advarer mod radioaktivitet, markerer, at her lå en landsby. Landsbyen hviler i den græsbevoksede høj bag skiltet.

Dyr og mennesker

Dyrene trives tilsyneladende i dette fristed. I 1998 blev en gruppe på 16 mongolske heste udsat i området, og de bliver flere og flere. De græsser uberørt af skorstenen på Tjernobyls reaktor fire, som hæver sig bag dem. Svalerne trives til gengæld ikke, deres immunforsvar er elendigt, deres sædkvalitet helt i bund. En international gruppe forskere har fastslået, at svalerne omkring Tjernobyl får svagelige unger, og at det skyldes den stråling, som de modtager. Lignende undersøgelser bliver ikke lavet på de mennesker, der har været udsat for den radioaktive forurening. De mennesker, der bor i zonen, bliver ikke undersøgt. Gamle mennesker er flyttet tilbage til de huse, de blev evakueret fra. De dyrker jorden, fanger fisk i vandløbene, modtager deres pension en gang om måneden. Det bliver accepteret, at de bor her. De skal ikke have flere børn, og hvis en bedstemor på 60 udvikler kræft om 15-20 år, gør det nok ikke så meget.
En af dem er Hanna i landsbyen Kubovate omkring 30 minutters kørsel fra Tjernobyl. Hun blev evakueret efter ulykken, men trivedes ikke i den lille forstadslejlighed hun fik tildelt. Hun bor nu med sin søster, som lider af Downs Syndrom. Hanna byder os velkommen med de traditionelle 100 gram vodka til hver. Hun har selv brændt den af de kartofler, som hun dyrker på marken lige uden for huset. Først 50 gram vodka til det ene ben, det skal ned i en slurk. Så 50 gram til det andet. Hun byder os af sin mad. Vi nipper til kødet, brødet, den henkogte frugt. Da hun byder os på svampe, siger vi nej tak. Svampe suger næring i de øverste centimeter af skovbunden, der hvor den radioaktive forurening er værst.

Bud fra Tjernobyl

Tjernobyl by er beboet på skrømt. Før værket, som den gav navn til, var Tjernobyl blot en landsby. Siden voksede den med værket. Efter ulykken blev den, som Pripjat, tømt for beboere. Men her er liv. Omkring 4.000 mennesker opholder sig i zonen. De fleste er vagter, videnskabsmænd og teknikere, som holder øje med resterne af værket. Det vil tage år, inden Tjernobyl-værket er fuldstændig afmonteret.
De fleste arbejder i 14-dages skift, og i de 14 dage bor de i lejligheder, som blev forladt i dagene efter ulykken.
Zonens eneste fungerende kirke ligger her. Den er russisk ortodoks, her er ingen bænke. Der skal bedes stående eller på knæ. Den dag, da vi besøger den, er en særlig dag. Atter udgår der bud til verden fra Tjernobyl.
Kirkens stolthed er et gyldent helgenbillede af Sankt Nikolai. Ikoner i den ortodokse kirke er bærere af stor beskyttende og helbredende kraft. De troende beder til dem og bringer små ofre i form af vokslys. Sankt Nikolai er populær i tider med katastrofer og nød.
Vendt mod ikonet står fader Nikolay iført en guldbroderet dragt og rød hue.
Han er født og opvokset i Tjernobyl, og han står på den plads, hvor hans bedstefar stod før ham dengang i april 1986. Fader Nikolay messer langsomt, koncentreret.
Luften er tyk af røgelse. Tolv ældre damer, en lille pige og fire betjente er mødt frem bag ham. De lytter med bøjede hoveder, slår regelmæssigt korsets tegn.
To af betjentene løfter ikonet op og følger præsten. Værdigt går processionen, præst, ikon, damer ud af døren rundt om kirken og ud på den hullede vej. Ikonet lægges ind i en bil. Det skal på rejse til steder, som skyen fra Tjernobyl allerede har besøgt.
Rundt til kirker i Ukraine og Hviderusland, som ligger i områder, der er særligt hårdt ramt af nedfald, steder hvor der er brug for mirakler fra Sankt Nikolai, Tjernobyl.
Ikonet vender tilbage til kirken 26. april 2006.
På 20 års-dagen for ulykken.